Danmarks bedste honning 2023

ved Danmarks Biavlerforenings årlige honningbedømmelse i 2023, blev min forårshonning den bedste ud af 46 honninger.
Prisoverrækkelsen til Hansborg honning biavler - Danmarks bedste honning 2023

Høje forventninger.

Med en 3. plads ved DM i honning i 2022 i bagagen var der naturligvis store forventninger til bedømmelsen i 2023. Men det var ikke kun bedømmelsen i 2022, der skabte mine høje forventninger i 2023. Jeg synes nemlig selv, at det lykkedes mig at producere både lækker forårshonning og sommerhonning, så i teorien skulle chancen for at vinde være dobbelt så stor. I 2022 faldt min forårshonning lidt igennem på smagen, så da det lykkedes mig at opnå en lækker konsistens på min sommerhonning, valgte jeg også at indsende den, da den naturligt har mere smag. Så i slutningen af august blev der udvalgt 3 glas forårshonning og 3 glas sommerhonning, hvor etiketten omhyggeligt blev sat på og kontrolleret med målebånd. Derefter blev de pakket omhyggeligt ind og sendt afsted i starten af september til Danmarks Biavlerforening. Nu var honningen ude af mine hænder og nu var det bare at vente til start november for at se hvordan dommerne havde vurderet mine honninger.

Glædelig overraskelse.

Ifølge de officielle regler fra Danmarks Biavlerforening ville de præmierede honningproducenter blive kontaktet og orienteret senest den 1. november 2023. Så da datoen nærmede sig, voksede spændingen naturligvis. Da det endelig blev den 1. november, havde jeg ikke hørt noget endnu, og håbet om præmier i 2023 forsvandt stille og roligt. Samtidig voksede nysgerrigheden omkring årsagen til, at der ikke var blevet tildelt præmier i år. Var det mon min honning, der ikke var god nok, eller havde mine dygtige kollegaer simpelthen lavet noget honning, der var en tand bedre end min. Uanset svaret ønskede jeg bare at få afklaring og tilfredsstille min nysgerrighed.
Svaret kom delvist torsdag den 9. november, da hoveddommer Zofuz Knudsen ringede til mig. Desværre var jeg gået i seng på det tidspunkt, så jeg så først opkaldet dagen efter. Da jeg så opkaldet, kunne jeg dog regne ud, at jeg sandsynligvis var blandt de 3 bedste. Da jeg gik på arbejde om fredagen, var tankerne primært på det kommende opkald og, hvad der ville blive sagt. Telefonen lå ved min side, og om formiddagen ringede Zofuz igen. Denne gang gik jeg ikke glip af opkaldet. I den anden ende var Zofuz’ velkendte og behagelige stemme, og han fortalte mig, at min honning havde klaret sig rigtig godt. Faktisk så godt, at min forårshonning var blevet kåret som Danmarks bedste. Jeg blev naturligvis meget glad og stolt over resultatet, og med en sådan besked var det svært at vende tilbage til arbejdet. Jeg havde faktisk svært ved at tro 100% på det, før jeg ugen efter holdt pokalen i hånden.

Dommernes ord.

Det er en klassisk dansk lys og mild forårshonning med en silkeblød og glat konsistens, der smelter behageligt i munden. Honningens florale noter af hvidtjørneblomster bæreres frem af en harmonisk solrig sødme, der understøtter den lange eftersmag, fortæller Zofuz Knudsen.

Væltet bagover.

Efter at det blev officielt, og min mor havde sørget for at informere TVSyd og Didde fra Haderslev Erhvervsråd, som kontaktede den lokale avis, steg interessen for min honning enormt. Der er været rigtig mange, der har besøgt min bod for at købe et glas honning eller to, fordi de havde set mig i medierne. Det er selvfølgelig dejligt, men det, der har betydet mest for mig, er, at I også synes, det er lækker honning.
På et tidspunkt kom der en herre ind i vores pop-up butik i Haderslev, der gik direkte hen og tog et glas honning. Han fortalte mig, at han aldrig har været vild med honning, men at min honning var den eneste, han kunne spise. Så jeg har haft travlt med at sælge lækker honning til jer, både på markeder men også via min hjemmeside. Jeg synes, det er skønt, at min honning når rundt i landet og kan repræsentere det sønderjyske med stolthed.
Men det har også betydet, at lageret er blevet godt tømt, og der er en lille bekymring for, om der er nok til resten af året. Men jeg kan ikke trylle mere frem, så når lageret er tomt, er der ikke noget at gøre ved det.

Fremtiden.

Man kunne tro, at med den stigende interesse for min honning, skulle jeg gå i gang med at udvide og producere mere honning. Men jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke kommer til at have mere end maksimalt 10 bifamilier. Det skyldes, at jeg mener, der også skal være plads til de vilde bier, hvor jeg bor, samt at jeg ikke har faciliteterne til både at opbevare mere bimateriel og producere honning. Det betyder også, at honning aldrig bliver mit levebrød, så derfor skal jeg også have andre produkter på hylden. Jeg har allerede mine lækre gins, og til efteråret kommer der en æblemjød, men jeg har også planer om andre produkter. Blandt andet vil jeg arbejde på at få lavet en lækker håndcreme med honning, som både kan holde hænderne bløde og pleje dem, hvis de har fået rifter. Jeg skal nok melde mere ud, når der er nyt i den sag.
Samtidig vil jeg også gerne inspirere jer til en mere bivenlig hverdag, så der bliver rigeligt at se til i det nye år. Men det betyder også, at jeg bliver nødt til at prioritere tiden, og her har jeg valgt, at den ikke skal gå 100% på at producere honning, men at der også skal være tid til andet.
Jeg håber, at I fortsat har lyst til at følge med i min fortsatte rejse i 2024, og ikke mindst håber jeg, at I har lyst til at støtte min rejse ved at købe mine produkter. Her til sidst vil jeg sige tak til alle jer søde mennesker, der har rost mine produkter. Det betyder rigtig meget for mig og er med til at holde motivationen oppe.

Køb honning her